Forord Hendrik
Da jeg i de seneste uger har svaret på spørgsmål fra scenen efter vores biograf-turné, har jeg gentagne gange fået feedback på, at det er utroligt spændende at høre, hvad vi præcis gør i Vestafrika, og hvad det betyder for menneskene.
Da vi naturligvis har en del at fortælle om det, starter jeg med denne anledning en ny serie, hvor jeg fortæller om mennesker, hvis liv har taget en ny drejning gennem fairafrics arbejde.
Jeg håber, at disse Impact Stories giver jer en endnu bedre forståelse af udfordringerne i Vestafrika og vores arbejde. Men de skal også bringe glæde, for mange af jer støtter vores arbejde på stedet gennem investeringer, og den impact, som jeg vil skrive om her regelmæssigt, er også jeres impact.
Og vi ønsker at skabe endnu meget mere impact. Så jeg ønsker jer en oplysende og spændende læsning og takker for jeres støtte!
Da vi naturligvis har en del at fortælle om det, starter jeg med denne anledning en ny serie, hvor jeg fortæller om mennesker, hvis liv har taget en ny drejning gennem fairafrics arbejde.
Jeg håber, at disse Impact Stories giver jer en endnu bedre forståelse af udfordringerne i Vestafrika og vores arbejde. Men de skal også bringe glæde, for mange af jer støtter vores arbejde på stedet gennem investeringer, og den impact, som jeg vil skrive om her regelmæssigt, er også jeres impact.
Og vi ønsker at skabe endnu meget mere impact. Så jeg ønsker jer en oplysende og spændende læsning og takker for jeres støtte!
Jeres Hendrik
En tilfældig bekendtskab
Da jeg i 2016 rejste gennem Ghana på jagt efter økologisk kakao, holdt jeg en pause i den lille by Suhum i Eastern Region for at lære det lokale initiativ for økologisk kakao at kende.
Ved dagens slutning endte jeg på et lille guesthouse, hvor Philip bydede mig en meget venlig velkommen. Jeg husker, at jeg den aften så fodbold sammen med ham i den lille lobby. Næste morgen, før jeg rejste videre, udvekslede vi kontaktoplysninger.
Da vi derefter rent faktisk begyndte at hente vores kakao fra regionen, blev jeg en slags fast gæst. Reservationer via WhatsApp var ukomplicerede. Guesthouseet var aldrig fuldt booket; tværtimod var jeg oftest den eneste gæst.
Fordi jeg altid følte mig så tryg og velkommen, kom jeg igen hver anden måned, nogle gange hver anden uge. Philip var altid der og altid på arbejde. En dag spurgte jeg ham, om han ikke også holdt fri. Jeg vidste, at Philip sov på overetagen under trappen i lobbyen, når han var på arbejde.
Portræt af Philip
Philip blev født i 1997 i landsbyen Aponoapono. Hele den økonomiske aktivitet i denne by består af landbrug til eget forbrug. Derudover er dyrkning af kakao den eneste indkomstkilde. Philip gik på high school i Suhum efter grundskolen i sin by.
Et aha-øjeblik
Jeg hørte derefter, at Philip rent faktisk boede der. Han var nærmest i arbejde 24 timer i døgnet hele året. Fordi han sov i lobbyen, var han på den ene side altid tilgængelig for gæster, og på den anden side kunne gæster, der ankom om natten, også blive passet.
Hvad europæere betragter som uholdbare arbejdsforhold, var en stor lykke for Philip. Langt de fleste af hans venner havde ikke fundet arbejde efter skolen og arbejdede som hjælpearbejdere på gårde i hjembyen.
Senere fandt jeg ud af, at hans løn kun blev udbetalt fuldt, hvis belægningen tillod det. Det er også mere end normalt under ghanesiske forhold.
Siden jeg vidste det, blev mit drikkepenge så stor en del af Philips indkomst, at jeg fik ugentlige beskeder på WhatsApp om, hvornår jeg igen var i regionen.
Fra guesthouse til sikker indkomst
Under opførelsen af vores fabrik var jeg næsten konstant på guesthouseet. Da der ikke er nogen restaurant, passede Philip derefter mit mad. Han kunne altid skaffe noget.
En morgen, da jeg skulle på vej til byggepladsen, bad Philip mig om en samtale. Han spurgte efter et job. Da jeg spurgte ham, hvad han ville lave, sagde han: Alt, måske køre bil, det kan han, men kun i Suhum, da han desværre ikke har kørekort. Han kender politibetjentene i Suhum, så det skader ikke, men måske dem på vejen til Accra.
Efter lidt frem og tilbage var det klart for mig, uanset hvad, han ville gøre alt; og som jeg kendte ham, ville han gøre det godt. Jeg sagde til ham, at hvis han får sit CV på papir, så tager jeg ham med og sørger for en jobsamtale. Sådan endte det, og Philip blev ansat som "Production Assistant" et par uger senere. Hans første opgave var at sortere pladerne, der kommer ud af emballagemaskinen, i kasser og stable dem på paller.
Efter år med usikker indkomst og en soveplads under trappen flyttede Philip ind i en lejlighed i Suhum med sin nu sikre, stabile indkomst. Han åbnede en bankkonto, fik for første gang i sit liv en sundhedsforsikring og blev overrasket over, at vi arrangerede en privat pensionsforsikring til ham. Hans startløn, efter alle fradrag, var det firedobbelte af det, han tidligere kunne tjene i gode måneder.
En morgen, da jeg skulle på vej til byggepladsen, bad Philip mig om en samtale. Han spurgte efter et job. Da jeg spurgte ham, hvad han ville lave, sagde han: Alt, måske køre bil, det kan han, men kun i Suhum, da han desværre ikke har kørekort. Han kender politibetjentene i Suhum, så det skader ikke, men måske dem på vejen til Accra.
Efter lidt frem og tilbage var det klart for mig, uanset hvad, han ville gøre alt; og som jeg kendte ham, ville han gøre det godt. Jeg sagde til ham, at hvis han får sit CV på papir, så tager jeg ham med og sørger for en jobsamtale. Sådan endte det, og Philip blev ansat som "Production Assistant" et par uger senere. Hans første opgave var at sortere pladerne, der kommer ud af emballagemaskinen, i kasser og stable dem på paller.
Efter år med usikker indkomst og en soveplads under trappen flyttede Philip ind i en lejlighed i Suhum med sin nu sikre, stabile indkomst. Han åbnede en bankkonto, fik for første gang i sit liv en sundhedsforsikring og blev overrasket over, at vi arrangerede en privat pensionsforsikring til ham. Hans startløn, efter alle fradrag, var det firedobbelte af det, han tidligere kunne tjene i gode måneder.
Jeg flyttede også fra guesthouseet ind i en lejlighed i Suhum, som jeg deler med en kollega den dag i dag.
Udnyt muligheder: Fra hjælper til maskinfører
Philips tilstedeværelse på "gulvet", som vi kalder produktionshallen, var med det samme til at mærke. Hver gang jeg så ham, strålede han af glæde.
Hos fairafric har hver medarbejder en karrierevej. Med ledelsen tales der regelmæssigt om, hvordan hverdagens arbejde kan gøres mere interessant, og hvordan personen på lang sigt kan udvikle sig. Selvom der ikke er interesse i at påtage sig mere ansvar, sørger vi med jobrotation for, at der kommer variation.
Philips ambition var med det samme klar, han vil arbejde med maskinerne. Da området for produktion af chokoladedråber lige nu vokser meget hos os, blev det besluttet, at Philip skal lære at betjene denne maskine.
Hos fairafric har hver medarbejder en karrierevej. Med ledelsen tales der regelmæssigt om, hvordan hverdagens arbejde kan gøres mere interessant, og hvordan personen på lang sigt kan udvikle sig. Selvom der ikke er interesse i at påtage sig mere ansvar, sørger vi med jobrotation for, at der kommer variation.
Philips ambition var med det samme klar, han vil arbejde med maskinerne. Da området for produktion af chokoladedråber lige nu vokser meget hos os, blev det besluttet, at Philip skal lære at betjene denne maskine.
Så blev han trin for trin, on the job, introduceret til maskinerne og forskellige delområder og forfremmet til Machine Operator efter nogle måneder. I mellemtiden betjener Philip Droplinen ('dråbelinjen') helt alene og vil snart uddanne nye medarbejdere til den.
Hans store drøm er at besøge en chokoladefabrik i Europa og udvikle sin horisont der. Da vi allerede har kunnet arrangere et sådant besøg to gange for en gruppe af fairafricans, er chancerne ikke små for, at hans ønske går i opfyldelse.
Philip er et levende bevis på, at det i Vestafrika ikke skyldes mangel på motivation, uddannelse eller snilde, men udelukkende mangel på muligheder for at bruge disse evner.
Hans store drøm er at besøge en chokoladefabrik i Europa og udvikle sin horisont der. Da vi allerede har kunnet arrangere et sådant besøg to gange for en gruppe af fairafricans, er chancerne ikke små for, at hans ønske går i opfyldelse.
Philip er et levende bevis på, at det i Vestafrika ikke skyldes mangel på motivation, uddannelse eller snilde, men udelukkende mangel på muligheder for at bruge disse evner.
Skab ægte perspektiver
Hver gang jeg er på fabrikken, arbejder jeg i det store konferencelokale med åben dør. Så kan alle sige hej, og jeg er altid tilgængelig. Til møder behøver jeg desuden ikke hele tiden at løbe frem og tilbage. En dag stod Philip pludselig i rummet. Han pegede på en roll-up, hvor dette billede blev vist.
Roll-uppen stod i rummet på grund af et event, og den viser bønderne fra et af de lokalsamfund, hvorfra vi køber kakao. Han sagde til mig uden indledende ord: "Du ved, jeg kender hver eneste af disse bønder. De er fra min landsby."
Det var en kæmpe tilfældighed, jeg kunne næsten ikke tro det. Min nysgerrighed blev vækket, og jeg bombarderede Philip med spørgsmål. Ja, de vidste alle, at han arbejdede på fabrikken hos fairafric, og nej, ingen af hans barndomsvenner fra landsbyen havde et lignende job.
Det førte til spørgsmålet om, hvorvidt han var glad for, hvor hans livsvej havde ført ham hen. Fra et eftertænksomt ansigt kom et tøvende ja. "Jeg ville ønske, det var sket tidligere. For nogle år siden blev min mor alvorligt syg, hun døde inden for få dage. Vi havde ikke råd til at bringe hende på hospitalet. Hvis jeg dengang havde haft dette job, ville jeg have haft penge til hospitalet"
Philip vil nu arbejde på, at andre får lignende muligheder. Hvert job tæller. Som han dengang bad mig om et job, beder hans venner ham næsten dagligt om at hjælpe dem med at få fodfæste hos fairafric.
For mig er Philips historie en utrolig drivkraft. Næsten alle af de næsten 100 medarbejdere i Ghana havde det lige så svært med at opbygge et sikkert livsgrundlag. At kunne tilbyde endnu flere mennesker en ægte chance for selv at komme ud af prekære livsomstændigheder, får mig til at finde vejen på kontoret motiveret hver morgen igen.
Roll-uppen stod i rummet på grund af et event, og den viser bønderne fra et af de lokalsamfund, hvorfra vi køber kakao. Han sagde til mig uden indledende ord: "Du ved, jeg kender hver eneste af disse bønder. De er fra min landsby."
Det var en kæmpe tilfældighed, jeg kunne næsten ikke tro det. Min nysgerrighed blev vækket, og jeg bombarderede Philip med spørgsmål. Ja, de vidste alle, at han arbejdede på fabrikken hos fairafric, og nej, ingen af hans barndomsvenner fra landsbyen havde et lignende job.
Det førte til spørgsmålet om, hvorvidt han var glad for, hvor hans livsvej havde ført ham hen. Fra et eftertænksomt ansigt kom et tøvende ja. "Jeg ville ønske, det var sket tidligere. For nogle år siden blev min mor alvorligt syg, hun døde inden for få dage. Vi havde ikke råd til at bringe hende på hospitalet. Hvis jeg dengang havde haft dette job, ville jeg have haft penge til hospitalet"
Philip vil nu arbejde på, at andre får lignende muligheder. Hvert job tæller. Som han dengang bad mig om et job, beder hans venner ham næsten dagligt om at hjælpe dem med at få fodfæste hos fairafric.
For mig er Philips historie en utrolig drivkraft. Næsten alle af de næsten 100 medarbejdere i Ghana havde det lige så svært med at opbygge et sikkert livsgrundlag. At kunne tilbyde endnu flere mennesker en ægte chance for selv at komme ud af prekære livsomstændigheder, får mig til at finde vejen på kontoret motiveret hver morgen igen.
Vil du støtte os på vores rejse?
Bliv medejer af fairafric og invester i fairafric-aktier.
Allerede fra 500 € kan I være med, få en reel andel i et af vores tids mest spændende impact-brands, og jeres penge bliver brugt bæredygtigt til mere impact.
Alle oplysninger og muligheden for at tegne aktier finder I her.
Efterlad en kommentar
Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.